Dirigenten

Korets stifter, leder og dirigent, Morten Schuldt-Jensen, er professor i kor- og orkesterledelse ved konservatoriet i Freiburg. Han var fra 1999-2006 korchef ved Gewandhaus i Leipzig og har gennem en årrække været gæstedirigent for bl.a. DR Radiokammerkoret, MDR Rundfunkchor, NDR Rundfunkchor og RIAS Kammerchor. Han stiftede og ledede fra 2001 det professionelle Gewandhaus Kammerchor og er nu kunstnerisk leder og dirigent for „Immortal-Bach-Ensemble“, et af Europas bedste vokalensembler. Som Choir Master har han arbejdet sammen med dirigenter som Sir Simon Rattle, Sir John Elliot Gardiner, Herbert Blomstedt, Riccardo Chailly, Philippe Herreweghe, René Jacobs, Marcello Viotti, Jiri Behlolavek, Vladimir Ashkenazy, Peter Schreier, Lothar Zagrosek og mange andre i produktioner for bl.a. Berliner Philharmoniker, Gewandhausorchester Leipzig, Freiburger Barockorchester og DR  Radiosymfoniorkestret. Morten Schuldt-Jensen optræder som dirigent ved musikfestivalerne i bl.a. Schleswig-Holstein, Rheingau, Mecklenburg-Vorpommern, ved Stimmen-Festival i Lörrach og MDR Musiksommer, i Thomaskirken og Gewandhaus i Leipzig, Philharmonie i Berlin og Köln, Kioi Hall i Tokyo og ved turnéer i bl.a. Spanien, Korea, Tyskland og Frankrig. Han har dirigeret en lang række danske og udenlandske orkestre, heriblandt Gewandhausorchester (Leipzig), Akademie für Alte Musik (Berlin), Batzdorfer Hofkapelle (Dresden), Neues Bachisches Collegium Musicum (Leipzig), Bodø Sinfonietta (Norge), Helsingborg Symfoniorkester, DR Radio-UnderholdningsOrkestret samt Tivoli, Aalborg, Odense og Sønderborg symfoniorkestre.